IEEE C57.111 er referencevejledningen for at modtage silikoneisolationsvæske i en transformer og holde den i god stand gennem udstyrets levetid. Silikonevæske — kemisk en polydimethylsiloxan — bruges som et mindre brandbart dielektrikum og kølemiddel i transformere opstillet, hvor brandrisikoen skal begrænses, for eksempel indendørs eller op ad bygninger. Vejledningen giver transformeroperatøren et sammenhængende sæt af analyser og acceptkriterier for tre punkter i væskens levetid: som modtaget fra producenten, som påfyldt nyt udstyr, og som den ældes i drift.
Hvad den dækker
Vejledningen samler de relevante analyser i fysiske, kemiske og elektriske egenskaber og henviser hver enkelt til sin tilsvarende analysemetode. De fysiske kontroller dækker farve, flamme- og brændpunkt, flydepunkt, brydningsindeks, densitet, flygtigt stof og viskositet. De kemiske kontroller dækker neutralisationstal, vandindhold og PCB-analyse. De elektriske kontroller dækker gennemslagsspænding, tabsfaktor og volumenresistivitet. For hver egenskab forklarer vejledningen, hvad en afvigelse signalerer — typisk begyndende eller tilstedeværende forurening — og angiver acceptgrænser for væske som modtaget, for væske i nyt udstyr og for driftsældet væske.
Ud over selve analyseprogrammet behandler vejledningen prøvetagning, vakuumafgasning og påfyldning, rekonditionering af forurenet væske (filtrering og vakuumbehandling, med advarsler om filtermedier, der kan nedbryde silikone) samt opbevaring, håndtering og sikkerhed. Den siger udtrykkeligt, at den ikke dækker genfyldning af en transformer, der oprindeligt er konstrueret til en anden væske.
Hvorfor den betyder noget i praksis
Silikonevæske opfører sig anderledes end mineralolie, og flere af dens acceptkriterier afspejler det. Da korrekt raffineret silikone ikke oxiderer til carboxylsyrer, sådan som mineralolie gør, peger et stigende neutralisationstal på materiale, der vandrer fra den faste isolation eller andre materialer i kontakt, snarere end på oxidation af selve væsken. Brændpunktskriteriet er den egenskab, der underbygger væskens klassificering som mindre brandbar, og det er den, man holder øje med, når mineralolieforurening mistænkes. Det er vigtigt at huske, at denne vejledning handler om at modtage og vedligeholde væsken — den er ikke en ramme for fejldiagnose ud fra opløste gasser. Gasbaseret fejltolkning for silikone bygger på særskilt, dedikeret arbejde, og inden for silikone adskiller gassignaturerne sig fra mineralolie (for eksempel angiver acetylen lysbuedannelse frem for delvis udladning).
Sådan bruger vi den
Vi bruger C57.111 til at rammesætte modtagekontrol på silikonefyldte enheder og til at fastlægge vedligeholdelsesprogrammet hen over en enheds levetid, hvor vi skelner de grænser, der gælder for ny væske, fra dem, der gælder for ældet væske. Når et resultat forskyder sig, læser vi det mod vejledningens forureningslogik for at adskille ægte væskenedbrydning fra materialeudveksling med den faste isolation, og vi holder fejltolkning ud fra opløste gasser adskilt frem for at presse den gennem en acceptstandard.